Rideterapi og skoleværing

Når et barn eller en ung ikke længere kan gå i skole, er det ofte et tegn på dyb indre mistrivsel. Skoleværing handler sjældent om vilje men om en krop og et nervesystem, der siger fra. For nogle børn føles krav, larm, skemaer og sociale forventninger så overvældende, at de ikke længere kan være i det. Det er ikke dovenskab, det er overlevelse.

I rideterapien skaber vi et trygt og sanseligt rum uden krav og forventninger. Her kan barnet trække vejret frit, mærke sin egen rytme og få genopbygget tillid både til sig selv og til omgivelserne. Hestens rolige bevægelser hjælper nervesystemet til at finde ro, og samspillet skaber en relation, hvor barnet kan føle sig set, mødt og forstået.

Jeg arbjeder nænsomt med barnets ressourcer, og støtter barnet i at genfinde mod, mestring og kontakt. Gennem hesten og det trygge rum, vi skaber sammen, kan der opstå en ny begyndelse hvor små skridt igen føles mulige.

Rideterapi kan være et første skridt ud af skoleværingens fastlåste mønster, et pusterum, hvor barnet langsomt kan begynde at tro på sig selv og livet igen.